All news

Rekord regnskab i 2022 fra EMD International A/S

Pressemeddelse

Både top- og bundlinje er øget – nu fem år i træk og der forventes endnu en rekord i 2023.

AALBORG: Den nordjyske teknologivirksomhed EMD International A/S har netop afleveret det bedste resultat i virksomhedens historie. Både top- og bundlinjer er hævet samtidig med, at der er ansat flere folk og virksomheden er flyttet i langt større nyindrettede lokaler på NOVI. Den gode tendens ser ud til at fortsætte, idet første kvartal i 2023 viser stor stigning og ny kvartalsrekord.

Vi oplever en positiv stor interesse for vores software og vores knowhow. Vi har rigtig mange trofaste kunder. Derudover kommer der nye virksomheder og brancher til. Her i april har en af verdens største virksomheder købt software fra os. Over den sidste tid er der kommet kunder til, både indenfor rumindustrien og medicinalbranchen. Det er brancher vi ikke før har haft kunder fra. Vi tror på, at dette bare er en begyndelse for os. Rigtig mange virksomheder opprioriterer at bruge grøn energi og grønne brændsler i deres industrielle processer, og indenfor de områder står vi ret godt med vores baggrund, udtaler vicedirektør i EMD Christian Ingerslev Sørensen.

En enig bestyrelse i EMDFonden, som ejer virksomheden, besluttede i 2022, at der fremover skal investeres massivt i udvikling af mindre virksomheder indenfor vedvarende energi, klima og miljø. Dette har indtil nu udmøntet sig i investeringer i tre virksomheder, og der er flere på vej, siger Frank Rosager, formand for EMDFonden og til daglig direktør i brancheforeningen Biogas Danmark. Vi ser både på passive investeringer; mere aktive – hvor vi går ind med bestyrelsesmedlemmer og investeringer i virksomheder, der kan filføjes områderne, som EMD arbejder indenfor.

EMDFonden investerer de resterende midler langsigtet i lavrisiko områder. Men da både obligationer og aktier globalt oplevede et utraditionelt dyk i 2022, har EMDFonden afleveret et svagere resultat end normalt. Heldigvis opvejer udbyttet fra EMD det tabte på den resterende investeringsportefølje, udtaler Frank Rosager.

Placering af energianlæg og produktion af grønne brændsler

Uanset, om der er tale om vindmølleparker, komplekse energisystemer eller produktion af grønne brændsler, er EMDs software og data blevet en nærmest global de facto-standard, når man skal analysere og regne på den optimale geografiske placering af f.eks. vindmøller, solceller eller sektorkoblede energianlæg.

EMD blev etableret i 1986 og holder til på Niels Jernes Vej i Aalborg Øst. Selskabet har kunder i over 100 lande, og efterspørgslen efter virksomhedens ydelser er stærkt stigende, lyder det.

– Vindindustrien vokser fortsat, og derudover ser vi et markant øget behov for vores beregnings- og analyseværktøjer i øvrige sektorer som f.eks. fjernvarme, solceller og grønne brændsler. Overskuddet herfra ønsker vi at investere i regi af EMDFonden, siger Frank Rosager.